Europæisk ål i danske vandløb
( Anguilla anguilla, English: eel, Deutch: aal )
Tekst og akvarel af Frits Ahlefeldt
Ål er op til 130 cm. lange slanke fisk, der både kan findes i salt, brak og ferskvand herhjemme. Ål har spillet en vigtig rolle i søer og vandløb i Danmark siden stenalderen, som en af de vigtigste af vores spisefisk. Men ålen regnes idag for akut truet. Og antallet af ål i Danmark er faldet med over 90% siden 1970erne
Ålens livsrejse var længe en gåde
Indtil for omkring hundrede år siden anede man simpelthen ikke hvor de få cm. lange små, gennemsigtige glasål, som svømmede op i vores vandløb, havde tilbragt deres liv indtil da, eller hvad de levede af.
Idag har man løst en stor del af gåden, og vi ved at ål gyder omkring Sagassohavet, udfor USA’s østkyst og så flyder langsomt med Golfstrømmen tusinder af km. over Atlanterhavet til Europa, hvor ålene så vokser sig store i søer, vandløb og nær kysterne, før de igen vender snuden mod vest, holder op med at spise, dykker ned på 300-600m. dybde og så langsomt svømmer tilbage mod stømmen til Sagassohavet for at yngle og dø.
Før i tiden var der stort set ål overalt i Danmark, hvor der bare var et mindre vandløb, vandhul eller sø, med en bare nogenlunde forbindelse til havet.
Ål er nemlig forbløffende gode til at klare sig opover, igennem de naturlige landskaber Ål kan svømme i selv meget små bække, og slange sig over fugtige enge og igennem svære passager, som andre fisk må give op overfor. Det skyldes både at ålens gæller har en udformning, så ål kan ånde, bare der er en smule vand tilstede. Og så at ålen er meget adræt. Ål er for eksempel en af de eneste fisk herhjemme, der kan bevæge sig baglæns. Og mange fiskere kan fortælle historier om ål det er lykkedes at stikke af efter de var fanget, ud af tasker, op ad både og væk fra spande.
Ålen er akut truet
For bare få år siden kunne man ved opgangen fra havet til vandløb se masser af små glasål, som kæmpede sig opover. Men de sidste 30 år er antallet af små ål der når frem til Danmark dalet meget drastisk og i mange vandløb er de helt forsvundet. Der er sandsynligvis en række grunde til at ålen nu er ved at forsvinde fra Danmark.
En af de vigtigste er at hvor Danmark før havde omkring 25% af arealet dækket af vådområder, moser, søer og sunde vandløb, er det tilsvarende areal idag kun 4%. En omfattende fjernelse af vandløb, søer og vådområder, og forurening og blokering og opdæmning af mange af de resterende, har gjort det meget sværere af finde egnede levesteder for ål i Danmark.
Samtidigt har en import af Japanske ål gjort at nye sygdomme og snyltere har ramt de vilde ål i Danmark. Og idag er op mod 60% af de vilde ål man indfanger ramt af sygdomme og snyltere som var ukendte i Danmark, for bare 50 år siden.
Andre årsager der overvejes kan være klimaforandringer, ændringer i Golfstrømmens bane og havforurening i Atlanterhavet.
Sidst kan nævnes et muligt og nyt stor-fiskeri på ål i landene omkring Østersøen. Tidligere lå store områder langs Østersøen øde hen, som lukkede militære sikkerhedszoner under den kolde krig. Her kunne ål trives og vokse sig store i naturlige vandløb og søer, før de tog turen tilbage over Atlanten for at videreføre arten. Disse steder med uspoleret natur er idag blevet inddraget til intensivt fiskeri og industrielt landbrug til eksport. Og både lokale og internationale investorer har fået øjnene op for hvor mange penge man kan tjene på at sælge de sidste vilde ål, især nu ål er blevet mere og mere sjældne og priserne på ål derfor stiger globalt.
Vil ålen overleve?
Om ålen overlever de næste år er et åbent spørgsmål, man har fundet måder at opdrætte ål på og det er en industri i rivende udvikling, men ålene man bruger som afsæt for ålefarming er stadigt små vilde glasål, der er indfanget ude ved vandløbene og solgt til industrien, istedet for at kunne fortsætte deres naturlige vandring op i vandløb og søer.
Den største udfordring med de industrielle åleproduktion er lige præcis at det endnu ikke er lykkedes at løse den sidste del af gåden om ålens forplantning: Hvordan de små ålelarver overlever. Det er lykkedes at tage æg og sæd fra ål og skabe små nye ålelarver – men man har ikke haft held med at få disse små ålelarver til at indtage føde og overleve mere end 14 dage, så istedet infanger man stadigt de vilde små glasål til industrielt brug og tager dem dermed ud af det naturlige kredsløb.
På den måde er hele verdenshandelen og den globale, stigende appetit for ål, stadigt afhængig af at tilstrækkeligt mange vilde ål klarer turen frem og tilbage over Atlanterhavet. Men desværre går det den anden vej, og det ses da også tydeligt på det fald af vilde ål på 90-99% som opleves i øjeblikket.
Læs om alle de danske ferskvandsfisk på Vandloeb.dk
Artiklen om de ål i de danske vandløb er skrevet / tegnet af Frits Ahlefeldt – Læs mere om Frits Ahlefeldt og hans arbejde med at forbinde natur og trivsel i Danmark på FritsAhlefeldt.com